Tilfredse beboere roser renoveringsarbejdet i Viborg

web

CASA renoverer i øjeblikket 504 almene boliger på Houlkærvænget i Viborg. En stor opgave som kræver rigtig god styring.

Renoverings-teamet er nu igennem halvdelen af boligerne. Efter en vellykket del-aflevering i fredags med Boligselskabet Viborg, som er bygherrer på projektet, kunne beboerne flytte ind.
Teamet blev mødt mandag morgen af denne hilsen fra en beboer.

Image

Til håndværker . Tak for de fine vinduer:-)”

Det er noget, som teamet sætter stor pris på.
CASAs projektassistent Inge Skov Saunte, som dagligt møder beboerne i Viborg, fortæller:

“Jeg blev stoppet på pladsen her til morgen af beboere, som er vildt imponerede over, hvor effektivt arbejdet skrider frem. De er rigtig glade. Og det luner da ekstremt meget og motiverer os på arbejdet”.

Totalentrepriseopgaven omfatter renovering af 504 boliger samt renovering af udearealer og kloak. Derudover opførsel af et nyt beboer-aktivitetshus på ca. 400 kvm. Aktivitetshuset etableres med en café i midten, som binder huset sammen. Huset er fleksibelt og brugerne vil kunne flytte rundt på væggene afhængigt af behov og ønsker.

Boligerne er fordelt på i alt 20 blokke i 3 etager (stuen inklusive) samt kælder fordelt på 1.-5.værelsesboliger. Boligerne bliver til dels totalrenoveret mens resten del-renoveres, så hele bebyggelsen efterfølgende fremstår med et ensartet facadeudtryk.
Alle boliger får nye vinduer og ventilationsanlæg. 165 boliger ombygges til tilgængelighed. Beboerne i disse boliger genhuses i renoveringsfasen.
I samarbejde med Boligselskabet Viborg afholdes hver 14. dag infomøde for beboerne, hvor de informeres om status og videre forløb. Sidste år blev der afholdt sikkerhedsdag for områdets børn. Det var en stor succes som forventes gentaget.