Rejsegilde på Rambølls nye domicil i Esbjerg

vartegn-web

For 13 måneder siden blev det første spadestik taget. Nu står murene færdige, bjælkelaget er lagt og tagkonstruktionen rejst. I  dag var der rejsegilde på Rambølls nye, markante domicil i Esbjerg. 

Se byggeriet fra start til nu her

time-lapse-esbjerg-3

 

 

 

Bygningen, som udviklings – og entreprenørselskabet CASA opfører for Rambøll med PFA som investor, bliver et vartegn for Esbjerg, som danner indgang til indre by med sit markante udseende og historiske beliggenhed på toppen af Bavnehøj. 

Her bliver medarbejdere fra seks forretningsenheder i Rambøll: Olie & Gas, Energi, Byggeri, Transport, Miljø & Sundhed samt Vand samlet under samme tag. I alt 450-500 medarbejdere vil få arbejdsplads på den nye matrikel, der bliver et af de største kontorer i Rambøll-koncernen. Rambøll bliver samtidig den største ingeniørvirksomhed i Esbjerg.

”Esbjerg er som Danmarks energimetropol en vigtig by for Rambøll og vores nye domicil cementerer vores stærke markedsposition inden for offshore energi og byggeri i Danmark. Bygningen bliver et af de mest markante byggerier i Esbjerg centrum i nyere tid. Med nærheden til byen kommer vi tættere på kunderne, samtidig med, at det stærke faglige miljø vil være med til at tiltrække fremtidens ingeniører”,

siger John Sørensen, administrerende direktør i Rambøll Olie & Gas, som står for langt størstedelen af virksomhedens aktiviteter i regionen.

Byggeriet bliver på 11.111 m2 opdelt i tre vinger og på 7 etager. I stueplan etableres kantine og mødecenter, mens de øvrige etager indrettes som moderne og fleksible kontormiljøer. Et atrium i midten med gangbroer samler fløjene og giver et fantastisk lysindfald. Fra tagterrassen vil der være udsigt over
Esbjerg by og havn.

“CASA er i fuld gang med bolig-, erhvervs- og renoveringsprojekter i det meste af landet, hvor vi vinder stadigt flere projekter baseret på, at vi kan tilbyde attraktive totalløsninger. Vores spidskompetencer i at udvikle og bygge store, komplekse projekter udnyttes her i Esbjerg, hvor vi er stolte af at kunne præsentere et arkitektonisk interessant og fremtidssikret domicil på den nøje udvalgte placering. Samarbejdet med PFA Ejendomme som investor og teamet omkring udførelsen af byggeriet er yderst velfungerende, og vi står til næste år med et indflytningsklart domicil, der vil bringe værdi for både brugere og investor”,

siger Michael Mortensen, grundlægger og administrerende direktør i CASA i sin rejsegildetale som blev afholdt inde i råhuset med blik op gennem atriet.

atrium-web

”Vi er stolte over at kunne bidrage til udviklingen af Esbjerg med et spændende nyt byggeri på en fremtrædende beliggenhed i byen. Samtidig sætter vi stor pris på samarbejdet med Rambøll, som vi allerede i dag huser i deres nuværende domicil i Esbjerg, og vi er glade for, at de har ønsket at fortsætte det samarbejde i de nye inspirerende rammer på Bavnehøj,”

siger Michael Bruhn, direktør, PFA Ejendomme.

Fakta – Rambøll-domicil i Esbjerg

  • Bygherre/investor: PFA Ejendomme
  • Totalentreprenør: CASA A/S
  • Arkitekt: Pluskontoret Arkitekter A/S og Transform Arkitekter Aps
  • Rådgivende ingeniør: Rambøll
  • Areal: 11.111 m2 fordelt på syv etager + kælder på 914 m2. Højde 28,5 meter.

Om Rambøll
Rambøll er en førende international ingeniør- og rådgivningsvirksomhed grundlagt i Danmark i 1945. I dag beskæftiger Rambøll over 13.200 medarbejdere. Vi har en global tilstedeværelse med en stærk repræsentation i Norden, Storbritannien, Nordamerika, Mellemøsten og Asien-Stillehavsområdet. Med knap 300 kontorer i 35 lande kombinerer Rambøll lokal erfaring med global viden for kunne levere inspirerende løsninger, som gør en forskel for kunder, slutbrugerne og samfundet som helhed. Rambøll arbejder inden for områderne: Byggeri, transport, byudvikling, miljø, vand, energi, olie & gas samt managementrådgivning. www.ramboll.dk

Om CASA
CASA er én af Danmarks førende udviklings- og entreprenørselskaber med aktiviteter over hele landet. Virksomheden udvikler, opfører og renoverer boliger, erhvervsejendomme og offentlige byggerier og er desuden deltager i en række danske OPP-projekter. Med en årlig omsætning på ca kr .1,5 mia. og mere end 100 medarbejdere er CASA en foretrukken samarbejdspartner for en række professionelle bygherrer, herunder danske og udenlandske ejendomsselskaber, pensionskasser, kapitalfonde og almene boligselskaber. Udover CASAs egne medarbejdere beskæftiger virksomheden på sine projekter årligt op imod 1.000 ansatte hos rådgivere og underentreprenører. www.casa-as.dk

3. november 2016