CASA bygger med CapMan på Sundmolen

Sundmolen

Den nordiske ejendomsfond CapMan Real Estate og entreprenørvirksomheden CASA A/S har netop indgået aftale om realiseringen af et boligprojekt på Sundmolen i København.

Projektet omfatter mulighed for at opføre ca. 22.000 m² på 3 byggefelter. Byggeriet vil bestå både af rækkehuse og etagelejligheder. Boligerne får den mest fantastiske beliggenhed på den sydvendte del af Sundmolen lige ud til de rekreative vandområder. Den samlede projektværdi er ca. kr. 800 mio.

Sundmolen er det nye boligområde i Københavns Nordhavn. Sundmolen bliver et grønt og spraglet område. Der bliver store haveanlæg på midten af Sundmolen, og bygningskroppene bliver lavet med en åben struktur, der sikrer gode lysforhold i de enkelte boliger. Det forventes, at lokalplanen der vil muliggøre realiseringen af projektet vil blive offentliggjort i efteråret 2014.

”I CASA er vi meget stolte over og glade for at skulle realisere dette projekt i samarbejde med CapMan, en international respekteret investor”, udtaler bestyrelsesformand Michael Mortensen. ”Vi glæder os også til samarbejdet med By og Havn samt Københavns Kommune. Vi har alle høje ambitioner og store forventninger til et projekt med den flotte beliggenhed”.

CapMan’s Senior Partner Torsten Bjerregaard udtaler:”For Capman passer investeringen perfekt til Capmans strategi om at investere i sikre projekter med et attraktivt værdiudviklingspotentiale. Vi har noteret os det voksende boligbehov i København, og vi ser nogle spændende perspektiver i beliggenheden på Sundmolen. Vi ser ligeledes frem til et stærkt og langt samarbejde med CASA”

Boligerne i projektet skal sælges som ejerboliger, og salget forventes at gå i gang, når lokalplanen er på plads. Interesserede kan skrive sig op til en bolig eller se mere om projektet på www.sundmolen.com.

For yderligere oplysninger om CapMan se www.capman.com