60% salg af CASA A/S

CASA ledelse lille

Kapitalfonden CataCap erhverver aktiemajoriteten i CASA A/S og indgår partnerskab med Michael Mortensen, Per Hansen og Peter Rosengreen.

”CASA har en unik forretningsmodel, hvor de fungerer som byggestyrer og totalentreprenør, mens byggeriet er fuldt outsourcet. Det betyder, at de løbende kan tilpasse sig markedet, fordi de hurtigt kan skalere op og ned. CASA skiller sig desuden ud ved, at de selv udvikler byggeprojekter over hele landet sammen med investorer fra ind- og udland,” siger Vilhelm Hahn-Petersen, partner i CataCap, og fortsætter:
”Vi har stor tiltro til ledelsen og medarbejderne i CASA, som kombinerer nytænkning med mange års erfaring fra byggesektoren, og vi glæder os til at bygge videre på deres imponerende resultater.”

Det er den sjette investering for den tre år gamle kapitalfond CataCap, som har fokus på mindre og mellemstore virksomheder med højt vækst- og udviklingspotentiale.

CASA har en stærk pipeline og flere industrianalyser forudser, at byggeaktiviteten i Danmark vil tage til over de kommende år.  Dermed er der udsigt til fortsat travlhed for de 90 medarbejdere på CASA’s kontorer i Horsens og København. For at understøtte den fortsatte vækst og fastholde den høje projektkvalitet, vil ledelsen, i tæt samarbejde med CataCap, fokusere på at videreudvikle CASA’s organisation, processer og systemer.

”Vi er vokset rigtig meget og rigtig hurtigt de seneste par år og er i øjeblikket primært begrænsede af at kunne skalere CASA hurtigt nok op til at håndtere antallet af opgaver. Derfor er vi glade for at have fundet en partner, der kan hjælpe os med at videreudvikle forretningen, så vi fortsat kan vokse og levere kvalitetsprojekter til kunder og investorer,” fortæller Michael Mortensen, arbejdende bestyrelsesformand og grundlægger af CASA.

Michael Mortensen fortsætter i ledelsen som CEO sammen med CFO Per Hansen og COO Peter Rosengreen.  Over de næste par måneder vil de sammen med CataCap nedsætte en ny bestyrelse.

Colliers International, Corporate Finance har ageret som finansiel rådgiver for sælgerne, mens Bech-Bruun har været juridisk rådgiver for sælgerne. CataCap har været bistået af Accura, Deloitte Transaction Services og Implement Consulting Group som henholdsvis juridisk, finansiel og kommerciel rådgiver.